Sig nærmer tiden....

Tiden går hurtigt her i Honduras, og meget er sket siden jeg sidst skrev. Jeg har nu kun en hel dag tilbage, før jeg på tirsdag igen drager med det kolde nord (som dog også har sine varme sider). Mange ord kunne skrives for at fortælle, hvad jeg har oplevet, og hvad jeg er fyldt af, men jeg tror hellere, jeg vil forsøge at fatte mig i korthed og i stikordsform opsummere:

Hvad jeg ikke kommer til at savne:
- Naboer, der spiller alt for høj musik midt om natten (heller ikke selvom det er reggeaton eller samba, Tabita!)
- Haner, der galer midt om natten
- Hunde, der gøer midt om natten
- Høns, der forfølger mig rundt i skolens have ind til jeg fodrer dem
- Haci og Prada (vores to små hunde i volontørhuset), der slæber skrald ud på stuegulvet
- Lyden af mennesker der synger højt og falsk i en nærliggende kirke
- Altid at blive lagt mærke til fordi jeg er hvid og høj


Hvad jeg kommer til at savne:
- Estefani, Yolani, Jenci og Ana fra min 2. og 3. klasse.
- Giselle, der kigger alvorligt på mig og siger: "Karina!" med et bestemt tonefald
- Estrella, Chloe og Lizbee, der siger: "Nina!" og vinker ud gennem bilruden
- Emely på 7, der gerne vil være voksen
- Asly på 7, der bare vil være fjollet
- Nahomy på næsten 7, der har en rokketand
- Aracely, der elsker at høre historier
- Belkis og Mariela og deres hjælpsomhed og imødekommenhed
- Gaby og Ruby og deres livsglæde
- Sarai, der danser ballet eller laver en flot tegning
- Addy, der danser ballet
- Denia og hendes omsorgsfuldhed
- Yadira, der stadig husker, at jeg tog hende med i byen, da hun boede på Emmanuel
- Paola og hendes smil
- Michelle og hendes grin

Højdepunkter, jeg især vil huske:
- Da Ana fandt ud af, at hun har fødselsdag den 01.04 og fylder 15 år (og altså ikke er "cirka 13", som hun indtil nu har troet)
- Da Yolani med et smil sagde: "paciencia, Karina", da min tålmodighed med computeren var ved at være brudt op (tålmodighed er ellers noget, jeg har forsøgt at lærer pigerne ved netop at sige: "paciencia, niñas")
- At lave en vulkan med min klasse
- At høre pigerne med glæde i stemmen sige: "Er det rigtigt, at du skal sove her i nat, Karina?"
- At forsøge at danse med til X-boxen, når pigerne er i gang
- Da min klasse stolt fortalte deres søstre og mor, hvordan de kan navnene på alle ansigter på lempira-sedlerne
- Jublen, da jeg fortalte pigerne, at vi alle skulle i biografen og se Cinderella
- Da Belkis og Mariela skrev et brev og spurgte, om jeg ville tage dem med til San Pedro (på samme måde som Yadira i sin tid på Emmanuel skrev et brev og spurgte om jeg ville tage hende med til byen)

Hmm...ved ikke om dette kan kaldes kortfattet, men summasumarum er, at jeg nu er klar til at rejse hjem til DK og se familie og venner igen, men samtidig er der ingen tvivl om, at jeg kommer til at savne de mange fantastiske mennesker, jeg har mødt her!

Kvindernes internationale kampdag i Honduras

Søndag den 8. marts - kvindernes internationale kampdag - vågner jeg i en seng i Allisons hus. I køjesengen overfor mig ligger Yolani på 11, der med sine store smilehuller lyser op i ethvert rum. Hun er en af mine elever i 2. og 3. klasse, og for det meste er hun sød og smiler og griner. Hvis hun bliver stillet overfor opgaver, hun ikke tror, hun kan klare, bliver hun dog nemt frustreret og vil helst ikke forsøge. Som regel hjælper det dog, hvis man fortæller hende, at hun helt sikkert kan finde ud af det, hvis hun blot forsøger og løbende roser hende undervejs. Hmm...hun er vel på mange måder som mange andre 11-årige piger. Hun er også helt vild med filmen Frozen og elsker at finde klip med Elsa, der synger "Let it Go," på YouTube. Yolani har fundet en familie hos Allison efter at hendes far døde af AIDS og hendes mor, der også havde AIDS, efterlod hende på et hospital, fordi hun ikke længere kunne tage sig af hende.

I sengen under Yolani ligger Mariela og Paola, hvis seng, jeg har lånt for en nat. Mariela er 19år og har boet hos Allison siden hun var 11. Før det boede hun på et børnehjem, men gik ikke i skole. I løbet af de seneste 8 år, har hun dermed knoklet og er nu nået op på det samme skoletrin, som hendes jævnaldrende. Hun er en sød, lidt stille pige (indtil, man lærer hende at kende!), der er god til at give komplimenter og få en til at føle sig velkommen. Paola er 13-14år og har boet hos Allison sammen med sine to yngre søstre i 7 år. Hun er en meget smuk og sød pige, der elsker at danse.

I sengen over mig ligger Denia på 13år. Denia er en utrolig mild og sød pige, der ikke kunne gøre en kat fortræd. Hun er god til at tage sig af de mindste piger, og er i det hele taget god til at tage sig af andre. Til at trøste og komme med opmuntrende ord, når nogen er ked af det. Hun er en smuk, slank pige. Da hun kom til Allison var hun underernæret, og i en alder af 6 år vejede hun 8kg!!!

Så her ligger jeg, en søndag morgen, på et værelse sammen med nogle søde, smilende piger, og flere lige så søde piger, der nysgerrigt kigger ind ad døren, fordi de elsker at have overnattende gæster. På kvindernes internationale kampdag, må man sige, at jeg befinder mig på det rette sted. I et hus fyldt med piger, og med en supersej powerkvinde af en mor i form af Allison, der har gjort et fantastisk arbejde for at hjælpe disse piger, der fra opvæksten ikke var givet særlig mange muligheder for en god fremtid. 

Men her er ingen lillae bleer, banere eller kampråb. Der er ingen krav om ligeløn, flere bestyrelsesposter til kvinder eller tvungen barsel til mænd. Der er mest smil, grin, dans og knus, og af og til lidt gråd og skæld ud. Og så er der et håb og en tro på, at sammen med HAM, som giver os kraft formår vi alt!

Yolani.

Mariela (til venstre) griner sammen med Jenci til kostymefesten.

Paola (til højre) laver et hjerte med en af skolen lærere - Sayda.

Denia (til venstre) laver en selfie sammen med mig og Gieselle.

Ryk en balle, så er der plads til alle!

I en næsten en hel måned har vi nu måttet undvære vores ene minibus, da den er på værksted (ja, ting tager tid i Honduras, så en tur med bilen på værkstedet kan altså sagtens tage en hel måned eller mere.) Det lyder måske som lidt luksus, at EFP har to minibusser, men når man er en familie med 20 børn, kan en minibus hurtig blive fyldt - især hvis man gerne vil have venner med på en længere tur eller skal handle ind. Normalt kan vi volontører bruge den ene minibus, i hverdagen, når Allison ikke har brug for den. Så det at vi har måttet undvære den ene, har dermed også betydet, at vi har fået et nøjere bekendtskab med den kollektive transport her i området.

Tja...kollektiv transport i Honduras er jo ikke som i DK. På nogle områder er det godt. F.eks. elsker jeg, at man ikke er afhængig af at kende busplanen eller tjekke rejseplanen, inden man skal af sted. Nej, man stiller sig bare ud til vejen og så kommer der nok en taxi (som fungerer som kollektiv transport), en bus eller en minibus på et eller andet tidspunkt. Det betyder selvfølgelig også, at man ikke kan vide helt præcist, hvornår man ankommer, men generelt handler honduransk tid ikke så meget om præcision, men mere om "vi når det nok alt sammen på et tidspunkt." Helt klart også noget, vi i Danmark kan lære noget af, selvom jeg af og til må indrømme, at det kan være lidt irriterende, at man aldrig helt ved om man skal vente 5minutter eller en halv time på en bus.

Kollektiv transport i Honduras er virkelig også kollektiv! Der er ikke noget med, at hvis alle siddepladser er optaget, ja så er der ikke plads - heller ikke selvom der er tale om en taxi eller en minibus. Jeg har således adskillige gange siddet klemt 4 voksne mennesker sammen på et bagsæde, hvor der egentlig kun er plads til tre, og jeg har set op til tre personer sidde klemt sammen på et forsæde (har dog kun selv prøvet at sidde to på et forsæde, og har egentlig ikke særlig lyst til at prøve at sidde tre mennesker!). Og ja, selvfølgelig handler det mest af alt om, at chaufføren gerne vil tjene så meget som muligt på turen. Men samtidig er der jo igen noget fedt i tankegangen om, at der altid er plads til en ekstra. En tankegang, som jeg også møder på EFP. Så selvom der kun er en minibus for tiden, så er der selvfølgelig plads til, at jeg kan køre med fra skolen til Allisons hus, når jeg en eftermiddag vil besøge pigerne. Også selvom minibussen allerede er fuld af 16 skolepiger, Allison, et par volontører og deres rygsække og vasketøj og Gabys kørestol. Bare ryk en balle, tag et par piger på skødet og så er der plads til alle!! 

Jeg har ikke fået taget nogle billeder af en fuld minibus, men jeg eftersom en køretur her i området altid betyder, at flotte grønne bjerge glider forbi vinduerne mens man kører, får I her nogle billeder af Honduras smukke landskab (mit meget dårlige kamera yder dog på ingen måde retfærdighed til, hvordan det ser ud i virkeligheden):

Livets barske realiteter og Guds velsignelser

For en uges tid siden var jeg en weekend i Tegucigalpa for at besøge honduranske venner. Jeg tog af sted fredag formiddag med bus sammen med Amy - en amerikansk volontør. Turen gik godt. Vi fandt den bus, der gik til Tegus, og vi kom ikke til at stå op, selvom vi på forhånd havde fået at vide, at det kunne være en risiko, når vi tog af sted lidt op ad dagen i stedet for tidlig morgen (der er ingen af os, der er A-mennesker, så vi valgte risikoen for at stå op i stedet for at skulle op klokken 5 om morgenen!).

Da vi ankom til Tegus tog vi med det samme videre med en taxi. Chaufføren fortalte os, at der lige havde været en stor ulykke, hvorfor han var nødt til at køre en omvej og derfor også tage lidt ekstra for turen. Vi var ikke helt sikre på, om det var rigtigt eller blot en historie, han forsøgte at binde os på ærmet for at kunne tage mere for turen, men vi valgte alligevel at acceptere hans pris. Da jeg senere tog en taxi til den familie, jeg skulle besøge, fortalte denne chaffør også om ulykken. Det var altså ikke en historie, den anden chauffør fandt på. Der var tale om en ulykke på et af de markeder, hvor mange honduraner går hen og spiser frokost. 4 gasbeholdere var eksploderet og som følge deraf var mellem 70 og 80 mennesker blevet forbrændt.

Da jeg om aftenen så nyhederne sammen med mine venner, hørte vi, hvordan også børn var blevet forbrændt - blandt andet en baby på 4 måneder. Jeg spurgte, uvidende som jeg er, om det var fordi hele familien havde spist frokost på markedet? Nej, fik jeg forklaret, det var fordi, de mennesker, der laver og sælger maden har deres børn med på arbejde. Moren i den familie, jeg besøgte, forklarede, hvordan den 4 måneder gamle baby sandsynligvis har stået i en kasse under bordet!

Så der hjemme hos familien Carranza, gik omfanget af denne ulykke for alvor op for mig. De fleste af de mennesker, der var blevet forbrændt var mennesker, som tjener til dagen og vejen ved at tilberede og sælge mad på markedet. Så længe de selv ligger på hospitalet og ikke kan arbejde på grund af forbrændinger, tjener de ingen penge. Samtidig må nogle af dem leve med visheden om, at deres børn er blevet forbrændt, fordi de som forældre ikke har andre muligheder end at tage deres børn med på arbejde. For disse mennesker er der ikke noget, der hedder sygedagpenge, arbejdsskadeerstatning, friplads til børnehave/vuggestue eller lignende.

Næste dag tog jeg sammen med Rossalba og Alejandra - to af pigerne i familien Carranza - til Valle de Angeles, en nærliggende hyggelig landsby. Det var virkelig dejligt at være sammen med Rossalba og Alejandra. At kunne grine, snakke og hygge over god mad og en kop kaffe på samme måde som jeg også gør, når jeg er hjemme i Danmark. Og det var fantastisk at få lov til at opleve den store gæstfrihed, jeg blev mødt med hos familien Carranza. De sørgede for god mad, varmt vand til badet og mit helt eget værelse at sove på, selvom det betød at de tre døtre i familien måtte sove sammen på et værelse. Både i Honduras og i Danmark kan livet være hårdt og barskt, samtidig er det fantastisk at få lov til at opleve, hvordan Gud også velsigner os med mange gode stunder, der minder os om hans godhed, og det håb, vi har i ham.

Valle de Angeles

Alejandra, mig og Rossalba

De tre får, den grimme kalkun og ugen, hvor kærligheden blev fejret

Hver anden tirsdag tager vi med pigerne på en udflugt (de andre tirsdage laver vi en eller anden form for hjælpearbejde - sidste gang samlede vi f.eks. affald sammen i området, hvor skolen ligger). For nogle uger siden gik turen til et bageri, hvor en meget venlig bager forklarede og viste os, hvordan man laver forskellige kager og brød og til sidst bød han på lagkage!

Sidste tirsdag tog vi en kort vandretur langs en å, der løber ud i søen, som vi bor tæt på. Der blev gået, løbet, taget billeder (pigerne elsker, når de får lov til at låne et kamera af en af os volontører), kigget på fisk i vandet og trampet over en bro, som svingede så meget, at nogle af pigerne blev lidt bange (jeg følte mig heller ikke helt tryg ved det, selvom jeg nu er ret sikker på, at den godt kan holde).









Da jeg stod sammen med Aracely på 10 år og kiggede på broen spurgte jeg, om hun kendte historien om trolden, der boede under en bro? Det gjorde hun ikke, men hun ville gerne have, jeg fortalte den. Egentlig havde jeg ikke tænkt på, at hun måske ikke kendte den, så pludselig skulle jeg til at huske, hvordan, det nu er fortællingen om De Tre Bukkebruse er, og samtidig forsøge at oversætte den til spansk. Det lykkedes noglelunde, men jeg må indrømme, at bukkebruse aldrig er et ord, jeg har brugt på spansk, så det blev i stedet til De Tre Får. Da jeg var færdig med at fortælle kiggede Aracely alvorligt på mig og sagde: "Fortæl en til!" Jeg var ikke helt sikker på,  om hun mente det, for måske var hun lidt for stor til at gide høre historier, og hun så så alvorlig ud. Men hun mente det. Så resten af turen fortalte jeg den ene historie efter den anden, for hver gang, jeg var færdig med én, sagde hun: "En til!" Men at fortælle historier, når man går tur i skoven og ikke har nogen bøger eller google at læne sig op ad og samtidig skal oversætte det hele til spansk er ikke det mest simple. Selvom mit spanske i den tid, jeg nu har været her, er blevet meget bedre, så er der sjovt nok nogle ord, jeg bliver ved med at forveksle eller glemme. Blandt andet ordene "pato" som betyder "and" og "pavo" som betyder "kalkun". Det skete selvfølgelig også denne gang, så da jeg ville fortælle Aracely den klassiske H.C. Andersen fortælling om Den Grimme Ælling blev det i stedet til Den Grimme Kalkun!

Aracely, som gerne ville høre mine historier!

I fredags holdt vi en valentinsfest på skolen eftersom det var valentinsdag lørdag. Vi fejrede således kærligheden blandt andet ved at sætte fokus på Guds kærlighed til os mennesker, ved at servere lækker mad til pigerne og ved at minde dem om, at de hver især er noget helt specielt. Derudover lavede vi forskellige aktiviteter og lege. Bl.a. skulle jeg sammen med en gruppe piger ad gangen, lave en leg, hvor vi skrev vores navn på et stykke papir, sendte papiret mod højre og lod alle skrive et positivt ord, en opmuntring eller hilsen eller lave en tegning. Det var virkelig dejligt bagefter at stå med et papir med søde tegninger og hvor én bl.a. havde skrevet: "Det er en velsignelse, at du er her sammen med os!"

Giselle, Nahmy og Addy til Valentinsfesten

Ana, Paola og Aracely til Valentinsfesten

Denia, mig og Giselle til Valentinsfesten

I ugen op til valentinsdag, har jeg forsøgt at sætte fokus på kærlighed med mine elever i 2. og 3. klasse. Vi har blandt andet set på, hvordan bibelen taler om kærlighed, og hvordan hjertet rent biologisk fungerer, og hvorfor hjertet er et billede på kærlighed og et billede, der bruges i bibelen. Torsdag havde jeg lavet en aktivitet, hvor pigerne skulle skrive ét positivt ord til hver af de andre (inklusiv mig). Jeg har på det seneste syntes, at pigerne ofte skændes og ikke er så søde mod hinanden (sådan er søstre og børn i den alder jo af og til (eller måske er vi alle sammen sådan af og til). Jeg ville derfor gerne hjælpe dem til at opmuntre hinanden og sige noget pænt om hinanden. Men jeg var også spændt på, om de ville være med til det. Det ville de dog, og det var dejligt at se, hvordan to af pigerne bagefter hang deres fire hjerter med positive ord op på væggen, hvor de har deres plads. Jeg tror virkelig, det betød noget for dem, og det gjorde noget godt ved deres selvtillid - fantastisk!

Ellers kan jeg lige slutte af med at fortælle, at vi nu har fået køleskab i huset, hvor jeg bor sammen med de andre volontører. Indtil nu har vi klaret os med et lille køleskab på skolen, men det har dog besværliggjort madlavningen en smule, at man har haft to køkkener og ikke så meget plads i køleskabet. Men takket være en donation fra en venlig amerikaner,  har vi nu fået et stort køleskab med god plads, så jeg nyder virkelig at kunne lave rigtig mad!

At lære af andre mennesker

Tiden går og jeg har snart (på tirsdag) været her på EFP og i Honduras i 1 måned. I den tid har jeg blandt andet lagt mærke til, hvor meget, jeg kan lære af de mennesker, jeg er i blandt.

F.eks. er jeg begyndt at øve mig i ikke at gå så meget op i penge. Egentlig er det jo ikke fordi, jeg ser mig selv som en, der er meget pengefikseret. Ved at se på Allison, er jeg dog begyndt at lære, at i det store billede, så betyder små beløb som 5, 10, 15 og 20kr. altså ikke særlig meget. F.eks. var jeg en dag med Allison i byen for at købe frugt og grønt. Hun endte med at betale for de 25 bananer, jeg bestilte til mig selv og de andre volontører (her lærte jeg også at tænke på andre end mig selv, når jeg køber ind, for da Allison spurgte, hvor mange bananer, jeg havde brug for svarede jeg: "5". Og Allison spurgte lidt undrende: "Hvor mange volontører er det nu, I er?" Hvorefter jeg jo måtte indrømme, at jeg kun tænkte på mig selv og ikke på at købe nogen til de andre!). Da jeg senere ville betale Allison for bananerne, sagde hun, at det var lige meget. Prisen var ca. 1 dollar eller ca. 6 danske kroner. Så ja, som Allison pointerede, så overlever man nok at skulle købe bananer til andre for 6 kroner. Så jeg er nu begyndt at øve mig på, ikke at forvente at få betaling, hvis jeg køber noget for de andre i byen eller ligefrem at sige: "Det er lige meget!" når de tilbyder det.

Allison har også lært mig, at give et par lempira (=ca. 50 øre), når jeg møder nogen, der tigger. Jeg plejer egentlig, når jeg er i Honduras, at give hvis folk tigger, for der ER virkelig mange fattige, som har brug for en hjælpende hånd. Men jeg må indrømme, at jeg nemt kommer til at dømme, og hvis jeg vurderer, at der er tale om en person, som nok køber lim eller øl eller et eller andet andet skadeligt for pengene, så giver jeg ikke. Allison forklarede mig dog en dag, hvordan hun gav uanset hvad, for hun syntes ligeså meget det handlede om, at de mennesker, der tigger blev mødt af et andet menneske og ikke overset. Så selve handlingen med at give dem et par lempira bliver jo en måde at vise dem, at man ser dem som et menneske og ikke som et irratationsmoment, der skal overses.

Forleden da jeg var i byen med en af de andre volontører kom en dame pludselig hen til hos. Hun gik meget tæt på mig, spærrede nærmest vejen for mig, og sagde på en meget bestemt måde, at hun havde brug for penge - tilsyneladende fordi hun var syg. Hun var meget krævende, og jeg brød mig ærlig talt ikke om hendes måde at tigge på, jeg syntes egentlig godt, hun kunne være mere ydmyg. Men jeg tænkte, at jeg alligevel ville give hende et par lempira for netop at vise hende, at jeg havde set hende og hørt hendes klage. Jeg stak hånden i lommen, hvor jeg vidste, at jeg havde 2 lempira. Det hele gik lidt hurtigt, for jeg ville egentlig gerne væk fra hende, og ved en fejl kom jeg derfor i stedet til at give hende 30 lempira! Jeg opdagede fejlen, så snart kvinden havde pengene i hånden, men jeg kunne jo ikke rigtig tage dem tilbage. Hun henvendte sig nu til Maria, som jeg var sammen med, og sagde: "Og hvad vil du give mig?" i et bestemt tonefald. Vi gik dog begge to fra hende, og var enige om, at hendes facon var meget ubehagelig. Jeg ærgede mig derfor også over, at det lige netop var hende, jeg kom til at give 30 lempira. Men her bagefter tænker jeg, at Gud måske netop ville have, at det var det, jeg skulle give hende. Måske havde hun lige netop brug for pengene. Måske ikke. Måske køber hun alt muligt unødvendigt. Men hvem er jeg til at dømme? Jeg har i hvert fald forsøgt at imødekomme hendes klage, og desuden svarer 30 lempira jo til mindre end 10 danske kroner, så jeg tror, jeg overlever!

En anden, jeg også har lært noget af, er Karen, som også arbejder for EFP. I weekenden arrangerede hun et kostymeparty for pigerne og os andre. Hun forklarede, hvordan vi fremover vil holde en månedlig fest for at fejre dem, der har haft fødselsdag og også bare for at feste og have det sjovt. Hun forklarede også, hvordan hun elsker at fejre ting, og hvordan hun tænker, at vi bør fejre og holde fester, for det er sjovt og pigerne elsker det. Hun spurgte os volontører om at hjælpe med at bage cupcakes til festen. Jeg begyndte straks at tænke over, hvor jeg kunne få fat i en opskrift og alle ingridienserne, indtil jeg hørte Karen og en af de andre volontører tale om at købe kage-mix. Jeg forklarede, at jeg havde tænkt, vi skulle bage kagerne fra bunden. Men nej, forklarede Karen, så besværligt behøvede det slet ikke at være. På den måde blev det jo noget mere overskueligt at bage 60 cupcakes (selvom vi kun kunne bage 12 af gangen, og kun havde én form), og dermed lærte jeg også, hvordan det at fejre noget og feste ikke behøver handle om at lave perfekte kager som Mette Blomsterberg vil kunne lide, men derimod om på en så simpel og enkel måde at skabe nogle rammer for, at børn og voksne kan have det sjovt sammen.

Så alt i alt er jeg fyldt af taknemmelighed over, at Gud bruger de mennesker, jeg er i blandt til at lære mig nyt og minde mig om, hvad der har værdi og er vigtigt for ham: Nemlig hvert eneste enkelt menneske, jeg møder på  min vej!

Her er nogle af dem:

Miss! Miss!

Jeg har nu været lærer på EFP Learning Center i en uges tid. Pyha! Det har været....hmm....en udfordring:-) Ingen tvivl om, at pigerne er søde, og jeg vil rigtig gerne være deres lærer. Men, men, men at være skolelærer betyder jo også, at man er hende, der siger: "Nej, det må du ikke!" "Sæt dig ned og hør efter!" "Lad være med at afbryde," "ræk hånden op, hvis du vil sige noget" og mere i den dur. Ja, så allerede første dag begyndte mine elver at hviske: "Karina er streng," og "Karina er ligesom Tabita" - underforstået: Karina kan finde ud af at være bestemt og skælde ud, når der er brug for det. (Her skal det selvfølgelig lige slås fast, at der ikke er nogen tvivl om, at pigerne også ser Tabita som en, der er sjov, sød og som de holder af! Tabita er nemlig sej, hun formår både at være bestemt og kærlig samtidig.)

Som socialrådgiver er jeg jo vant til af og til at skulle være bestemt og skulle leve med at være den sure, men det har alligevel været lidt hårdt at blive kendt som hende den sure. Så da de første tre dage var gået, og weekenden kom (vi startede en onsdag), besluttede jeg, at noget måtte gøres. Inspireret af en af de andre volontører/lærere lavede jeg en liste med 10 regler i klasselokalet. F.eks.: "Ræk hånden op og vent, før du begynder at tale," "elever må ikke forlade klasselokalet uden tilladelse," "man skal blive siddende ved sin plads mens der er time" og "hvis læreren er optaget, så vent på, at det bliver din tur." Og her de to sidste dage, hvor jeg har præsenteret mine elver for disse regler, har det faktisk fungeret bedre. Pludselig er de begyndt at spørge om lov til at forlade klasselokalet eller til at rejse sig og hente det, de måtte have brug for. Det med ikke at afbryde, række hånden op og vente, hvis læreren er optaget, arbejder vi dog stadig på:-) Det er som om, at tålmodighed ikke er mine elevers stærkeste side. Så flere gange, mens jeg er i gang med at hjælpe en anden hører jeg en eller to siger: "Miss! Miss! Miss!" Med kraftigt tryk på det sidste Miss! Med min mest rolige stemme prøver jeg så at forklare, at de er nødt til at vente, men jeg har da måttet tælle til 10 et par gange. Ja, ja, det er vist en skolelærers lod - eller i hvert fald en skolelærer, der ikke er særlig erfaren.

Samtidig er der jo også en masse glæde forbundet med at være lærer. I weekenden oplevede jeg f.eks., at en af pigerne fra første klasse, som jeg har i samfundsfag, kom og viste mig en tegning, hun havde lavet. Den var af et hus, med et træ ved siden af og en "pila" (dvs. det udendørs cementbadekar, hvor man kan vaske tøj), hvor en kvinde stod og vaskede tøj. I undervisningen havde jeg talt med pigerne om, hvordan de bor i et hus sammen med deres familie, og vi havde tegnet det. De blev ved med at sige, det var kedeligt, så fedt, at hun pludselig kom og havde lavet samme slags tegning til mig, når vi ikke var i skole. Og selvom det er lidt spøjst pludselig at være blevet til "Miss Karina," så er det nu også meget hyggeligt at blive kaldt "Miss!"

I 2. og 3. klasse, som jeg har i historie, samfundsfag og en slags "klassens time," har jeg blandt andet talt med dem om forskellen på deres land - Honduras - og mit land - Danmark. Vi har set billeder på nettet fra både Danmark og Honduras, jeg har forsøgt at lærer dem lidt dansk og sunget "Der er et yndigt land" for dem, mens de har sunget "Tu Bandera" for mig. Vi lavede også hver især henholdsvis et honduransk og et dansk flag, og jeg tog billeder af dem og lovede at lægge dem her på min blog, så I kan se resultatet, så here goes:

Og så har jeg jo for øvrigt heller ikke fået fortalt, at vi nu har fået komfur i volontørhuset, så nu mangler vi bare et køleskab, så begynder det at blive et køkken, man faktisk kan bruge. Derudover har vi fortsat ingen stole, borde en sofa eller lignende, men vi er alle blevet enige om, at vi i virkeligheden er meget moderne, eftersom man vist kan kalde vores boligforhold for simple living!